Hvis den eneste forskel fra almindelige lyskilder var, at du nu kan tænde eller slukke dit lys med din smartphone, så er der ikke meget smart over smart belysning. Men sådan er det også langtfra. Intelligente lyskilder giver dig uanede muligheder for brugen af lys i hverdagen og til festlige lejligheder.

Intelligent belysning er mere end blot lys koblet til dit netværk og en app

Flere og flere får også øjnene op for de utallige muligheder, der opstår med opsætningen af intelligent belysning. Tidligere så mange på teknologien, som at besværliggøre lysstyringen, dels fordi det føltes svært at sætte sig ind, og dels fordi det føles som lettest, at bruge kontakten ovre på væggen. En del som har fået intelligent lys i hjemmet, har desværre også stillet sig tilfredse med, at lyset fx selv kan tænde eller slukke af sig selv, eller at man kan koble en tale assistent på som fx Amazon Alexa eller Google Assistant. Men herved går man også glip af en masse fordele.

Smart Belysning

En ændret adfærd

I starten er det nok meget normalt, at man tager det i små skridt. Man skal lige vænne sig til det. Måske fik man en smart pære i gave, eller faldt over et godt tilbud som man havde fået anbefalet af naboen, som i øvrigt er tekniknørd. Ens forventninger begrænses helt naturligt, men efterhånden opdager de fleste, at intelligent belysning kan så meget mere end automatisk tænd/sluk eller aktivering via en taleassistent.

Man kan eksempelvis begynde at fokusere mere på tænd/sluk rutiner, ud fra de vaner man har og hvordan man dagligt og normalt bruger lys i boligen. Indstillingen af lys på et bestemt tidspunkt om morgenen eller i rum som bruges når en hverdag kalder. I køkken, bad, bryggers og entré er behovet for lys anderledes end i stuen. Automatiske tænd/sluk rutiner i stuen giver ofte mere mening i en dagligstue, end et bryggers hvor man ofte er i kortere tid ad gangen. Her kan en bevægelsessensor måske være mere relevant. Og man vil selvfølgelig indstille weekendens rutiner til noget andet end hverdagens i fx soveværelset, så man ikke vågner med lys i loftet kl. 05:30 en hellig søndag morgen.

Man kan også med flere og flere leverandørers smartbelysning sætte geofencing til, så når det sidste medlem af familien har forladt hjemmet, vil lyset slukke efter få minutter. Lige som geofencing kan bruges til at tænde lys i indkørsel og entré, når systemet ser, det første familiemedlem vende hjem igen. Man begynder også lige så stille at ændre på selve lyset, så en rutine, sat til at tænde om morgenen på en hverdag, tænder en helt anden slags lys, end det lys der tændes af en anden rutine sat op til om aftenen. Ligeledes med sensor i badeværelset, der tænder et meget svagt lys om natten, og et noget stærkere lys på en hverdags morgen.

Ikke slukke på kontakten

Mange oplever i starten af livet med intelligent belysning at komme til at slukke lyset på stikkontakten. Og sker det, er strømmen taget til lyskilden og denne er ikke længere på netværket. Så er det om at få tændt for kontakten igen. 

Men som med alt andet teknologi, er der konstant udvikling i smart home verdenen. Homeo har produceret en smart switch, som skal indbygges i lampeudtaget. Denne switch gør, at du kan tænde din lampe både på stikkontakten og via automation. Switchen sikrer, at uanset hvad du foretager dig omkring din stikkontakt, så vil du altid kunne overstyre enten på app eller stikkontakt. En fuldstændig uundværlig enhed til alle smart home entutiaster.

Smart belysning skal afprøves

I nogle hjem er det kun, og især i starten, det ene af familiemedlemmerne, der har fattet interesse for intelligent belysning, resten af familien har indledningsvist måske ikke helt den samme entusiasme. Det skal nok komme, men i mellemtiden er der faktisk kommet flere smarte løsninger til, som kan gøre alle glade – og man får faktisk en masse fordele ud af det. Selvfølgelig er der flere producenter, som også sælger fjernbetjeninger til deres intelligente lys. Men mange er også enige om, at dels er de ikke særligt pæne og dels har man fjernbetjeninger nok i forvejen – og hvor skal de i øvrigt ligge henne, så man altid ved hvor de er? Derfor sælges nu kontakter der kan styre dit smarte lys OG endda passe ind i LK Fuga rammer og bruge de samme tangenter, som bruges i langt de fleste danske hjem. Dels er der også smarte relæer som kan sættes ind i lampeudtage og hvor elektrikeren ellers anbefaler det, som ignorerer tænd/sluk på kontakter på den vis, at uanset lamperne slukkes med kontakten, er de stadig tilgængelige for dit smarte hjem.

Intelligent, nemt og bekvemt

I almindelig brug af lys, kan man tænde og slukke sit lys og nogle hjem har endda en dæmper installeret af elektrikeren til enkelte lamper. Med intelligente pærer er mulighederne så mange flere. Du kan regulere lysstyrken, indstille om pæren skal lyse varm eller kold hvid eller endda indstille nogle pærer så de lyser i farve. Og det kræver ikke en elektriker, der skal ud at installere endnu flere dæmpere. Så alt afhængigt af tidspunkt på dagen, i hvilket rum du er i eller om der sågar er fest, kan du nu føje endnu mere til ved hjælp af dit lys. Du kan inddele lys i rum og i rum opdele i zoner og du kan bytte rundt på det hele uden at skulle skifte pærer. 

Mange teknologier arbejder også med scener. En scene kan fx være Fest i det Caribiske Ø-hav. Og har du farvepærer, ville du nok her vælge noget azurblå, lidt aftenrød himmel og noget grøn der afspejler en drink. Du kan lave scener til alle de lejligheder du måtte komme på – og farvevalget er hvad du synes er bedst.  

Andre eksempler er børneværelserne, som alle hverdagsaftener, har sat en rutine op, der tænder en scene som hedder ”snart godnat”. Denne gør at pærerne på børneværelserne hver aften mandag – torsdag skifter til rød kl 19:45. Nu ved børnene, at det er tid til at gøre klar til sengetid. 

Ny
-4%
-24%

Fuld fart på udviklingen

Og det stopper ikke ved automatiske rutiner, bevægelsesensorer og farvet lys. Flere teknologier fra stadigt flere leverandører, tilføjer nye funktioner til deres serie af intelligent belysning. Philips Hue, der ved hjælp af deres syncbox, gør det muligt at koble deres Hue play lysenheder til fjernsynet så disse lyser i farver synkroniseret med farverne på tv’ets skærm. Eller Twinkly, der animerer juletræskæder, så de kan lyse ikke bare i forskellige farver, men også danne mønstre på juletræet. Og Twinkly og mange andre tilbyder også lys, der enten af sig selv eller via tilkøbte moduler, kan spille sammen med musikken, så der kommer endnu mere turbo på festen eller højtiden. Flere producenter er også kommet med LED strips, som ud af boksen kan kombineres med børnenes gaming aktivitet, så de lyser rummet op synkroniseret med spillet de spiller.

Lys eller lir?

Farvede pære vinder mere og mere indpas, fordi de også kan ses som mere end bare en rutine, der skal aktivere børnenes godnat-rutine, passe ind i en højtid eller blinke sammen med musikken til festen. Hvis man arbejder en smule med det, kan man med farver kombineret med almindelig varmt hvidt lys, faktisk også skabe en elegance i hjemmet, så det ikke bare er fest og glade dage. Både Philips Hue og Yeelight arbejder en del med sådanne kombinationer. Så med lidt god vilje kan du måske gå hen og blive nabolagets ypperste lysdesigner.

Sikkerhed

Smartlys er også sikkerhed. De fleste af os husker nok, eller befinder sig stadigvæk i den tid, hvor vi skal ned i skuffen efter de gamle tænd/sluk ure, når vi drager på ferie. Men hvorfor ikke blot bygge dit ”ferie program” op fra bunden med dine smarte pærer? En gang at bygge, mange gange at genbruge. Det kræver blot at dit ferie program aktiveres, når du er taget afsted. Og har du glemt at aktivere feriebelysningen og befinder dig allerede nu ude i lufthavnen eller på A7 i Tyskland, så er der også råd for det, da langt de fleste teknologier tillader dig at styre det smarte lys selvom du ikke er hjemme. Tænd pæren på det lille værelse fra 17-19 og igen fra 21:15 til 23:10. Tænd to pærer i stuen fra 16 – 19 og igen fra 19:30 til 23 og så videre – sæt alle pærerne op med alle mulige forskellige tænd/sluk tidspunkter og så snart det er aktiveret, ser det i høj grad ud til, at der er nogen hjemme. Og afvig gerne fra dag til dag, så tirsdag ikke ligner mandag. Husk, det er kun én gang du skal sætte det op.

Intelligent lys bevæger sig med andre ord fra at være en sjov gimmick til at blive en praktisk og uundværlig del af hverdagen.

Spar penge

Intelligent belysning produceres med energieffektiv LED teknologi. Så forvent at spare penge. Med en lyskilde på en 4-5W erstatter du nemt en 40W traditionel pære. Og udover at teknologien bruger mindre strøm end traditionelle pærer, har vi jo med flere af de ovenfor nævnte teknologier, også redegjort for en mindre brug af lyskilderne. Med rutiner glemmer du ikke at slukke lyset – det klarer systemet for dig. Eller med sensorer der slukker efter nogle minutter uden aktivitet, sparer du også penge. Og hvis der ikke er en rutine eller en sensor, der automatisk slukker lyset, kan du jo oftest let tilgå din belysning fra din smartphone, mens du er på arbejde og derfra slukke det lys, du kom i tanke om du havde glemt.

Godmorgen

Uanset om du har pærer, spots eller LED strips installeret, leverer flere producenter deres enheder og tilhørende software, så du kan bruge dem som vækkeur. Hvem kender ikke til den lange vinters triste og mørke morgener? Indstil dine spots, pærer eller LED strips så de imiterer en solrig sommermorgen. Startende med den svage lilla tone, for gradvist at øge lysstyrken og arbejde sig over mod dyb rød, til senere orange og slutteligt en lidt skarp gul. Det kan glæde mere end du tror.

Hvilke forskellige teknologier bruges i forbindelse med intelligent belysning?

I bund og grund er de mest udbredte teknologier Bluetooth, Wi-Fi, Zigbee og Z-wave. Du kan læse mere om disse teknologier her i denne artikel.

Vi vil prøve at redegøre for teknologierne her, men for overskuelighedens skyld, går vi ikke i dybden i denne artikel.  

    • Wi-Fi: når vi taler om intelligent belysning, betyder det at hver enkelt lyskilde er logget på hjemmets Wi-Fi router. Kan lampen ikke nå routeren får du den ikke installeret. Endvidere får du problemer med at nå lyskilderne hvis du mister netværket. Omvendt er du med Wi-Fi ikke afhængig af en Hub, eller flere, som vi kommer ind på under Zigbee.
    • Zigbee er en protokol med lav effekt og lav båndbredde, som er designet til hjemmeautomatisering og lignende anvendelse. Det understøtter kryptering som standard, og det har også et ‘mesh-netværk’ indbygget som standard, hvilket betyder, at ZigBee-enheder kan linke sammen og forbedre rækkevidden (og pålideligheden) af dit samlede ZigBee-netværk. Zigbee kræver man har en hub, som også kaldes gateway og/eller bridge. Fx det meget kendte Philips Hue bruger Zigbee standarden. som du også kan bruge selvom du mister forbindelsen til internettet. Man kan ikke generalisere men flere producenters produkter kan spille sammen i samme app. Fx kan man få flere lyskilder fra IKEA’s Traadfri serie ind i Philips Hue’s app, fordi de begge kører Zigbee standarden.  
    • Bluetooth er en teknologi de fleste kender. Denne teknologi bruges mere almindeligt på bærbare enheder såsom mobiltelefoner, hovedtelefoner og bærbare computere, og det gør det muligt at overføre små mængder data (op til og inklusive musik) fra en Bluetooth-enhed til en anden – derfor bruges den ofte til streaming musik fra en telefon til hovedtelefoner. Det er begrænset med hensyn til, hvor meget data der kan overføres, hvilket betyder, at selv om videodata teoretisk kan streames over Bluetooth, fungerer det i virkeligheden ikke for godt, og så bruges WiFi ofte i stedet. En anden begrænsning i forhold til intelligent belysning er, at du skal være tæt på enhederne for at kontrollere dem.
    • Z-Wave er en anden protokol med lav effekt og lav båndbredde, men i modsætning til ZigBee fungerer den på en helt anden radiofrekvens, og så kan den ikke forstyrre dit WiFi-signal, som ZigBee nogle gange kan. Z-Wave bruges blandt and i alarmsystemerne fra Ring. og på mange måder er det den perfekte smart home-protokol. Det sjove er dog, at som tiden er gået er det som om, at protokollen mister markedsandele i forhold til ZigBee og WiFi.

En Wi-fi pære kan godt tændes sammen med en Zigbee pære

Du må du endelig Ikke blive skræmt, hæng endelig bare på og læs videre.
For ikke længe siden var det kun muligt, at have pærer fra forskellige producenter, med forskellige teknologier, i samme rum eller bolig, hvis man var villig til at skifte fra App til App når man ville styre dem. Sådan er det ikke mere. Der findes utallige teknologier, der kan binde det hele sammen i ét. Den lette måde er, at bruge løsningerne fra Google og Amazon. Fx har Google Home lige nu integration til tusinde af forskellige udbydere. Log ind på din valgte leverandør via Google Home og de to spiller sammen. Philips Hue er integreret, IKEA Traadfri er integreret og Homeo/Smart Life er blandt rigtig mange andre integreret. Og logger du ind med flere forskellige leverandørers produkter og disses tilhørende forskellige teknologier, sørger Google Home for, at de spiller sammen med dine kommandoer. Så når du siger sluk stue, kan den sagtens slukke to pærer fra Philips Hue (Zigbee) og to pærer fra Homeo (Wi-Fi) på samme tid. Men det stopper ikke her. For flere og flere får øjnene op for mulighederne, og vil mere end ”blot” have intelligent belysning – de vil have et Smart Home. De vil gerne have at såvel lys, som overvågningskameraer, intelligente røgalarmer og meget andet snakker sammen. Samsung har fx udviklet deres smart things software og tilhørende hub, det samme har Hubitat, og så er der Home Assistant software, som du selv kan programmere i og let installere på en Raspberry Pi mikrocomputer. Men så er vi også taget et skridt videre ind i Smart Home verden og det er slet ikke nødvendigt i første omgang, hvis nogensinde. Det kommer helt an på ens ambitionsniveau. Pointen er blot, at der utallige måder at opbygge et intelligent hjem, der bruger flere forskellige teknologier der kan operere med hinanden.

Typer af lyskilder

Af de mere almindelige lyskilder har vi pærerne, der med deres standard E27 eller E14 fatninger passer i de fleste lamper i danske hjem. De gør det derfor meget let at komme i gang med opsætningen af intelligent belysning. En standardpære med E27 eller E14 fatning fås i flere varianter. En pære med tunable white, hvormed du kan justere de forskellige nuancer af hvid. Eller en pære som oftest betegnes ambiant og som udover de forskellige hvidnuancer, også har en varm og blød hvid tone at regulere. Og sluttelig en RGBW som giver mulighed for at vælge mellem millioner af farver men som også kan lyse i forskellige nuancer af hvid. Et meget populært skud på stammen er også filamentpærerne, som også går under navne som retropærer eller Edisonpærer. Disse ligner gode gammeldags glødepærer, mange med endda røgfarvet glas. Disse tilbyder dog blot regulering af lysstyrke. Ofte en meget smuk pære, men kun varm hvid er tilgængelig i forskellige lysstyrker. Ikke farver og ikke kold hvid til fx arbejdsborde, der kræver meget lys.

Herudover kan man også vælge spots til sin intelligente belysning. Typisk med det man kalder en GU10 fatning. Også her kommer de i forskellige varianter, tunable white, warm white og med farver.

LED strips

En LED strip, et LED bånd, eller en lightstrip, kært barn har mange navne, bliver mere og mere udbredt i
danske hjem. Danskerne ser flere og flere muligheder med de fleksible bånd, der kan installeres stort set
alle steder og være med til at skabe helt nye typer af belysning. Det er bånd med LED dioder der typisk leveres med en selvklæbende bagside, så du nemt kan monteres dem fx under køkkenskabe. Udviklingen
her er oppe i 6. gear og vil kunne bruge sin helt egen artikel at beskrive. Men kort fortalt kommer de i
farver og uden farver, de kommer til indendørs- og udendørs brug. De har forskellige længder og de kan
have forskellige antal LED dioder pr meter. Herudover ser vi også flere LED strips med individuelt
adressér bare LED dioder, så du kan bestemme helt ned til hver enkelt diode, hvilken farve den skal lyse på
et givent tidspunkt, uden at være afhængig af de andre LED dioders farver eller tidspunkter at lyse på. Dette skaber nogle helt nye muligheder med lys.
Det er kun fantasien der sætter grænsen for, hvor en LED strip kan bruges. Nede ved soklen i køkkenets
elementer, under overskabe i køkkenet, bag en tv-skærm eller en kommode, under sengen eller uden på huset.

Intelligent lys til udendørsbrug

Producenterne har for længst fået øjnene op for at vi skal kunne bruge intelligent belysning udenfor på altanen eller i haven. Philips Hue har deres Outdoor serie, Homeo er også begyndt at røre på sig, egentlig kan man sige sådan om det fleste producenter.
Man kan skabe en helt utrolig stemning til havefesten med intelligent belysning. Men hvorfor ikke også nyde mulighederne på en hverdags aften. Pyt med mørket, lad lamperne lyse som var de en aftensol.
Det er også langt lettere at installere intelligent havebelysning end konventionel havebelysning. I hvert fald hvis du gerne vil have flere styringsmuligheder. Det gør også en forskel på en hyggelig aften i haven, at du har de mange muligheder, som du har med intelligent havebelysning. Du kan sætte den rette stemning til alle slags aftener og den rette stemning til forskellige højtider.

Intelligent belysning og kvalitet

Lad det bare blive slået fast med 7-tommer søm. Intelligent belysning er i 999 ud af 1000 tilfælde lige så god lys kvalitet som almindelige lyskilder. Oftest endda bedre. Der er måske nok nye ord, som vi skal lære at kende, men når man først er begyndt, går det ganske hurtigt til man er tryg ved teknologierne. Og når du nu pludselig kan stille lyset alt efter behov, jamen så giver det bare en bedre oplevelse. Og frygt ej heller for holdbarheden. Pærerne holder alt mellem 15.000 til langt over 25.000 timers lys. Det er altså en del mere en den konventionelle glødepære. Og så sparer du strøm alt imens.

Ikke al lys er med GU10, E14 eller E27 fatninger

Vi er endnu ikke der, hvor alle typer af lyskilder også har en intelligent variant. Og endda findes der også lamper som kræver en pære så lille, at den simpelthen endnu ikke er kommet på markedet. Men det findes der også råd for mens vi venter. For måske kan vi ikke erstatte pæren, men vi kan stadig styre den smart. Den store designerlampe over spisebordet, som umuligt kan rumme en E27 smart pære, kan vi sætte et relæ til i stedet. Enten oppe i lampeudtaget og ellers i baldakin/rosetter, hvis lampen har en sådan. Kobl nu relæet på dit smart home setup og vupti du er køreklar til intelligent styring her også. Det samme kan gælde en gulvlampe, hvor lyskilden heller ikke umiddelbart kan erstattes. Gør det samme som oven for, men i stedet for et relæ bruger du nu blot en smart stikkontakt i stedet. 

Skal du i gang?

Vi håber at have inspireret dig til at kaste dig ud i det. En ting er sikkert, valgmulighederne er konstant voksende og prisen er konstant faldende. Og samtidig gør producenterne det nemmere og nemmere at installere. Og så skal vi ikke lige glemme teknologierne som fx Google Assistant, der gør det endda meget praktisk i den daglige anvendelse.

Vil du læse mere om det smarte hjem?

1